top of page
Søg
  • Forfatters billedeRasmus Julius

Kroppen husker


I lang tid har jeg gået rundt med en vis stivhed i kroppen. Ja min læge sendte mig faktisk til røntgen af min hofte, fordi den var så ubevægelig - kunne være jeg havde gigt. Jeg havde ikke mere end, hvad en mand på min alder skulle have.

Jeg har dyrket crossfit i mange år og det har faktisk været med stor glæde. Jeg har så opdaget, at jeg har svært ved at "mærke" min krop, hvor meget den kan belastes, så jeg havde tit lange perioder af skader. Men her på det sidste, så har jeg været plaget af en slags iskias smerte, i venstre benet, som bare er rigtig træls og påvirker min hverdag ret meget. Og som altid - så søger man alle slags behandlinger - osteopat, akupunktur, lymfekirtelmassage og her på det sidste har jeg så brugt Mette, som har "Sundhelhed" i Vejle - hun er Body SDS terapeut. Jeg har i lang tid haft mistanke om at mit traume med Buster, har sat sig i min krop.

Mens Mette trykker rundt på mig og jeg skal lige sige at det gør herre nas - altså virkelig nas - hun burde være ansat hos PET og bruge det hun kan, til forhør af terrorister. Mens hun klemmer livet ud af mig, så stiller hun også nogle dybdeborende spørgsmål. Vi kommer ind på traumer og det går op for mig, at der hvor de forsøgte at genoplive Buster, hvor jeg stod ved siden af og så deres desperate forsøg i 45 min - kunne jeg ikke føle noget. Jeg var helt tom…

Jeg burde have skreget, grædt, råbt - et eller andet - men jeg stod bare der og kunne ikke forstå hvad der skete - jeg var helt tom. Var jeg bare følelses kold?



Jeg er nu så langt i "Buster" tegneserien at jeg er nået lige til den scene, hvor Buster dør og de prøver at genoplive ham. Da jeg tegnede den scene og specielt, Busters livløse små fødder og hænder, brød jeg helt sammen og græd som pisket i en halv time, med lyd på - det var ikke bare en stille hulken. Jeg har ikke grædt sådan i rigtig lang tid siden.

For pokker - jeg var ikke følelseskold. Min hjerne har bare forsvaret sig og lukket ned. Så meget ned at lige kunne fungerer. Men det har så sat sig i min krop - i mine ben.


Mit ben føles anderledes efter at have grædt. Der er stadig smerter, men ikke den der irriterende konstante smerte, men mere i jag, når jeg lige udfordre benet. Nu er jeg spændt på næste behandling med Mette, om hun også kan mærke en forløsning hos mig. Men det er helt sikkert en af de store traumer, der har sat spor, jeg har fået sat en finger på.


Tak til Mette - https://sundhelhed.dk/ - for at skubbe til mig i den rigtige retning.





112 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Victor

2 Comments


boyhus
Jan 21

Stærk og rørende beskrivelse - og så ganske rigtig. Vores krop er både klog og ikke særlig smart - specielt når vores hjerne og omstændigheder lukker ned for vores følelser. Kender det desværre selv alt for godt. Flot med din åbenhed. Burde være alle forundt.

Like
Rasmus Julius
Rasmus Julius
Jan 21
Replying to

Tak min ven. På en måde, gir det en muligheden for at gå tilbage, og "rydde op".

Like
bottom of page