"Buster"

Jeg har i mange år gået med den her tegneserie i maven. Siden jeg mistede min søn for 7 år siden, så har jeg ville lave en tegneserie om det at miste et barn. Jeg er mest kendt for tegne humør striber, og det her bliver også en kæmpe udfordring for mig, at begive mig ud i en større Graphic Novel. Nu er jeg gået igang og jeg håber at nå i mål indenfor den næste års tid. Håber du har lyst til at følge med i processen her på siden.

18.10.2020. De næste sider er faktisk fortsættelsen af, scenen hvor han ikke kan sove og tænker tilbage på ulykken (13.9.2020). Da det hele stadig er på skitse plan, så har jeg heldigvis friheden til at bytte rundt på siderne, hvis det giver bedre mening...

Når man har oplevet det vi har oplevet på hospitalet, så har man en sær fornemmelse i maven, når man efterfølgende besøger et hospital. Det har nu altid været sådan - den der specielle lugt af skrap rengøringsmiddel - det sterile miljø og alle de syge mennesker. Man er ikke helt tryg. Det er jo et sted, hvor der selvfølgelig reddes masser af liv - men desværre også et sted, hvor man magtesløs må se til, at al hjælp kommer for sent. Jeg har den dag i dag, den største respekt til de mennesker, som arbejder på et hospital og gør en forskel. Men ligegyldig hvor godt de gør det, så kan de ikke redde alle.

Sjovt selvom det nu er 7 år siden det hele skete, så er det ligesom om, at det er blevet svære at tale om det nu end før. Måske det har noget med tegneserien her, at gøre - at det lige får alle følelserne op til overfladen igen og derved hele tiden går og kradser i det.

27.9.2020. 4 år efter Busters død, blev vi skilt. Det var ikke helt nemt, for os begge, men vi har alligevel formået at forblive gode venner og snakker stadig godt sammen. Men jeg opdagede i processen med tegneserien her, at vi aldrig rigtig havde snakket om, hvad der gik galt. Så da jeg i dag, begyndte at tegne disse sider, begyndte jeg at bebrejde mig selv. Bebrejde mig for, ikke at have givet hende den plads hun havde behov for i vores forhold, at jeg fyldte for meget. Jeg var jo den udadvendte, hvor hun mere var den indadvendte.  Så jeg blev helt ked af det - at det faktisk måske var min skyld, at hun ikke var lykkelig. Så Jeg spurgte hende, hvordan hendes vinkel var. Igen faldt der en masse ting på plads. Der blev sat ord på noget, som jeg faktisk inderst inde godt vidste. Alle vores kompromisser i vores 23 års ægteskab, havde slidt os op. Man kan ikke sige at Buster's død, alene var grunden til at vi gik fra hinanden. Jeg ville f.eks. gerne være åben om, hvad der skete for os og hun ville helst holde det i familien. Hans død gjorde det bare tydeligt, hvor forskellige vi var. Så det var ikke nogens skyld, at det ikke gik til sidst - det var næsten uundgåeligt.

 

I dag er jeg igen, kommet et skridt nærmere, at finde mig selv igen. Tak.

13.9.2020. Når jeg tænker tilbage på, hvordan min oplevelse var på hospitalet med Buster, så virkede det, som der var styr på det hele. Personalet var professionelle, søde og rare. De gør et kæmpe arbejde! Og burde alle sammen få en kæmpe lønforhøjelse. De får en til at føle sig trygge og sikker, selvom man er i sit mest sårbare øjeblik. Min søster, som også er sygeplejerske, sagde dengang, hvor vi var på intensiv afdeling for børn, at her kunne hun ikke se sig selv som sygeplejerske. Det forstod jeg ikke dengang. I min verden, burde det da være det mest fantastisk sted, hvor man havde med børn at gøre. Jeg forstod bagefter, hvad hun mente. Det er ligesom døden rammer ekstra hårdt på en børneafdeling. Man er magtesløs, når det der ikke må ske, sker....

Det er svært at beskrive, hvilken følelse man som forældre står med, bagefter. Når al ens fremtid og håb, glider ud af hænderne på en. Som om hjernen bare blokere for en masse ting, så man ikke falder helt sammen. Man fatter det bare ikke - hvad skete der lige? - skete det lige for mig? Der kommer 1000 spørgsmål op men ingen svar...

6.9.2020. Jeg vil gerne have en scene med, hvor der bliver snakket om tro og religion. Hvor er Gud henne i alt det her? Hvad er meningen med det hele? Og hvad med præsten, som skal samle et menneske op, som har fået smadret hele sin tilværelse? Og får Præsten i det hele taget lov til at komme ind til det menneske? Man har vel ikke lyst til at åbne sig for en, som "bare" vil fortælle dig "at Gud er der og han holder hånd over dig" - når du ligesom ikke rigtig kan mærke det?

Jeg har mange tanker om det her emner. Jeg ved at det, selvfølgelig ikke er 1 til 1 - at der ikke er en fyr op i skyen, der trækker i snoren. Men jeg mærker derimod "Religionen" og "Troen" er inde i mig, gemt i mit hjerte. At hvordan du håndtere døden, har en indflydelse på, hvordan du lever livet. Mange ting er gået op for mig, her i den sidste stykke tid. Specielt, hvordan jeg vil leve mit liv og hvad meningen er med det hele. Så den her tegneserie, er en proces - en proces om at finde mig selv - at finde troen frem i mit hjerte.

skitse6.jpg

16.8.2020. Jeg gik lidt i stå med historien. Den flød ikke rigtig, så jeg måtte lige droppe skitserne og lige sætte dem op side for side og se hvor hullerne var. At tegne den her tegneserie er en kæmpe rejse for mig. Der er mange lag inde i mig, der lige skal skrælles af. Lag som har sløret mit hjerte og gemt min sorg væk. Jeg har aldrig rigtig turde gå i dybden med det eller endnu værre - jeg troede jeg havde styr på det. Men jeg har bare druknet det hele i at have travlt med at få mit "normale" liv tilbage og som en gal drøne rundt i en rundkørsel, som de fleste mennesker, med sådan en hastighed, at det næsten føltes, som om jeg var i live. Men nej - jeg var stendød... Min kreativitet og skabetrang, var reduceret til noget, jeg kunne lave på rygraden - ingen sjæl, ingen gennemslagskraft. Coronaen fik mig lige til at stoppe op. Fik mig ud af min Zombie lignende tilstand. Lidt ligesom at vågne op fra en Tornerose søvn og gnide sine søvninge øjne, så jeg pludselig at jeg var helt gal på den. Så nu går jeg en helt ny vej. Jeg kan faktisk ikke se vejen, jeg må føle mig frem. Vejen er skjult af en tåge, som er så tyk, at jeg kun kan se, få meter frem. Det er lidt skræmmende, men jeg er ikke bange, mere nysgerrig - nysgerrig på hvad der pludselig dukker frem fra tågen, og hvad det kan berige mit liv med. Jeg er helt tryg. Tryg fordi jeg ved, at tågen til sidst vil lette og jeg vil se det hele lysende klart.

8.8.2020. De næste sider var lidt svære at komme i gang med. Efter en hård uge på reklamebureauet, hvor jeg har arbejdet 10-12 timer pr dag, for at nå en deadlinie - det trækker på energien og det kreative mindset. Men det kom hurtigt - da jeg først kom i gang. Igen måtte jeg lige knibe en tåre, men det er et godt tegn.

skitse4-udsnit03.jpg

11.7.2020. Flere sider er blevet skitseret i dag. Kender du det, når man har sagt ja til noget, man sådan set ikke har lyst til og desperat prøver at finde på en god undskyldning? "Hvis jeg kommer til skade, så er det vel ok, at melde fra i sidste øjeblik" og derefter udtænker flere scenarier, hvor man kan komme til skade.

5.7.2020. De næste 8 sider er skitset. Det er en lidt tung proces - men jeg må tage den i små bidder, så det ikke bliver for uoverskueligt.

27.6.2020. Brugte et par timer på at skriver "scener" ned i grove træk og finde en god flow i historien

22.5.2020. De første sider er skitset til eventen "Tegneserie Marathon 2020". - se rentegning af de første sider her

11.10.2020. Stadig en vild fornemmelse, at når man sætter sig ned til tegnebordet - og ikke helt har styr på, hordan historien skal fortsætte, at den så alligevel vælter ud og man aner ikke hvor historien stikke af henne. Hvor jeg sidste uge, troede at historien skulle have et break - så blev det faktisk en ny start på historien, som giver den mere pondus.

Det at hovedpersonen, møder en dreng på samme alder, som hans afdøde søn, gi historien en masse muligheder. En dreng som savner en far, som har fravalgt ham og ikke vil kendes ved ham, kontra, hovedpersonen som gerne vil være far, men ikke har nogen at være far for. Jeg er så heldig, at jeg stadig har min store søn, som jeg ELSKER at være far for. Men jeg ville også gerne have haft meget mere tid, som far, for Buster. En anden ting, i de sider jeg i dag har skitset, har jeg ladet hovedpersonen omtale sin søn, som om han stadig var i live. Jeg har i begyndelsen, selv omtalt Buster, som om han stadig var i live, overfor fremmede. Hvis jeg omtalte ham i datid, så ville han være "rigtig" død og endnu værre - måske blive glemt. Jeg ved ikke om det er en slags forsvar - men den var svær i begyndelsen. Også når man spurgte mig: "hvor mange børn har du?" - jeg har jo 2 - selvom Buster ikke er her mere. Den var og er stadig svær at svarer på. Det nemmeste er jo at sige "1" - for han står lige der, flot og rank og i den grad med en masse fremtid foran sig. Sige jeg "2" - så bliver det mere vanskeligt og man begynder straks at forklare, hvorfor han ikke står ved siden af. Tro mig - det gør ondt, ikke at sige "2" for så er det som om han aldrig har eksisteret, men det har han - i den grad! Men det gør også ondt at tale om nummer "2", selv 7 år efter.

 

Det er et dilemma, som jeg må acceptere og tage gang for gang.

4.10.2020. I dag har jeg besluttet at historien skal have et "Break". Jeg vil i historien, finde en vej ud af sorgen, ligesom jeg selv har fundet den, i det her tegneserie projekt. Finde sig selv og meningen med tabet.

At det var en masse tilfældigheder der skulle til, for at finde mig selv og meningen, med tabet af Buster, havde jeg aldrig forestillet mig. Så en "tilfældighed" på livets vej kan være lige det, der får brikkerne til at falde på plads.

Så her er det, hvorfor drengen kommer ind i billedet, som tilfældigvis dukker op. Drengen viser ham ubevidst, at det at have mistet, kan have mange ansigter. I dette tilfælde er det en dreng, som ikke har kontakt med sin far. Derfor ryger han med det samme er i forsvars stilling, da han bliver konfronteret. En akavet situation, som får hovedpersonen, til at vise sig "sårbar" og forlegen. Det får drengen til at bløde op, så han fortæller lidt mere om sig selv. Så jeg lege med tanken, at drengen skal være den her "tilfædlighed" - "englen" som viser vejen frem. 

Drengen vise ham, at han er ikke den eneste, der har det svært i livet. Han finder ud af, at ved at hjælpe andre i en svær situation, hjælper han også sig selv.

© 2020 by Rasmus Julius. Proudly created with Wix.com