Nu hiver jeg lige et tabu op af hatten...
“Jeg er ensom”. Hvorfor dukker den sætning, hele tiden op i mit hovede? Jeg har gang i så mange ting og møder så mange spændende mennesker. Hvordan kan jeg være ensom??? Jeg føler mig ensom og forstår det ikke.
Jeg har længe gået rundt og ikke rigtig været glad. Jeg kunne mærke det sidst jeg var på kursus hos Ressourcedetektiven. Jeg lukkede ikke rigtig op, som jeg plejede. Jeg kunne simpelthen ikke og jeg anede ikke hvorfor.
Forleden lyttede jeg så, til en gammel plade, Eels “Beautiful freak". Jeg har lyttet til den plade mange gange før, men aldrig rigtig lyttet til teksten. Men denne gang gjorde jeg det og det satte noget i gang i mig. Jeg nåede til sidste sang på pladen “Manchild” - så begyndte jeg at græde - jeg kunne ikke stoppe igen. Teksten ramte lige den knude som hedder: “Jeg er ensom og jeg føler mig fortabt”.
Teksten er faktisk en break up sang. Men for mig satte den ord på mine følelse af ensomhed.
Følelsen af at være der, for den man holder af og gribe dem, når de har brug for det.
Men “glemt” når man selv har brug for at blive grebet. Faktisk er det svært for mig, at bede om hjælp, fordi jeg ikke altid selv ved, hvornår jeg har brug for hjælp.
Derfor bliver det hele lidt “Ensomt”.
Jeg er frivilIig hos Selvhjælp Sydvest, hvor vi har nogle fantastiske børn, med i "Når børn blomstrer" . Vi starter altid med et "humørbarometer", hvor vi på tavlen har karakterskalaen "1-10", hvor ti er top karakter for, hvordan man har det ligenu. Forleden havde jeg for første gang, ikke lyst til at gå op til tavlen og skrive mit humørtal, jeg ville ikke begynde at forklare mig, hvorfor jeg var trist. Sjovt nok udviklede dagen sig, til nogle rigtige sjove timer med børnene. Klovnen kom op i mig, for at skjule, hvordan jeg faktisk havde det. Det er jo næsten en klassiker. Klovnen der græder under masken. Har grædt efterfølgende, derhjemme. Tror jeg har fået fat i en knude, som skal løsnes - en knude som jeg har haft, siden mine teenage årene, hvor jeg har været "klovnen". Klovnen er der hele tiden - også nu i mit voksne liv - jeg tegne vittighedstegninger og prøver at være sjov.
Det hele hænger nok sammen med mit "Pleaser-gen". Hvor jeg bruger en masse energi, på at blive "tilvalgt" - og har en stor angst, for at blive "Fravalgt". Så jeg kunne se mig selv, i de her børn, som vi har i vores selvhjælps gruppen. Den der usikkerhed og "Ensomheden", som bare lyser ud af dem - det ramte mig. Det var lige sådan jeg havde det dengang i deres alder og det er sådan jeg stadig har det, i mit voksen liv. Satans lave selvværd.
Jeg føler mig stadig ensom - men det er noget, jeg er begyndt at tage fat på. Jeg skal lære at stole på mig selv og frigøre mig fra, angsten at blive "valgt fra".
Og til alle mine venner, familie og dem der holder af mig, så er det ikke jer, der har svigtet - men mig selv, der har svigtet mig.
Knus Rasmus