Perfekt dag til at kravle ind i tegnestuen og arbejde videre med "Buster" historien. Jeg har fået tegnet et par sider, for at afprøve, hvordan "Buster" historien skal tegnes. I lang tid var planen at den skulle tegnes digitalt. Men efter at have leget med blæk, blyanter og ikke mindst også kul - så har jeg besluttet mig for at "Buster" historien skal tegnes analog med blyant og kul. Ved at tegne analog, gør at jeg bliver meget mere sårbar - hver fejl, bliver at se. Jeg ville ikke bare kunne trykke ctrl "Z" og så bare gå tilbage. Men det at jeg ikke bare kan tryk "undo" ser jeg faktisk også som en styrke - for livet er jo uperfekt og med masser af ridser og kanter, så valget på det analoge var næsten logisk.
Når jeg rentegner, har jeg mit manuskript og skitser, som jeg går ud fra. Historien har det dog med at udvikle sig, selv i rentegnings fasen. Der dukker ting op, som bare give mening at have med. Da jeg tegnede den voksne, som drukner i sorgen, så havde jeg i første skitse, bare tegnet ham, som en voksen der ender i forster stilling. Men så dukkede babyen op i stedet, da jeg begyndte at rentegne siden. For når man skal være "stærk" og bære alle udfordringer, så kommer man til et punkt, hvor man bare er magtesløs og ikke kan mere. Så magtesløs at man skrumper ind til en hjælpeløs baby og bare gerne vil have en "voksen" til at tage over.
Nogle uger før, havde jeg også et billede af en åben dør i mit hoved som jeg på en eller anden måde gerne ville have med. En dør som man kan lukke og gemme sig væk - noget jeg faktisk gjorde, dengang jeg havde det værst med min sorg. Døren er ikke med i min skitse - men jeg ville gerne have den med. Så huskede jeg historien om "Fodspor i sandet". Gud er der, når du har det sværest og han bærer dig ud af mørket og ud af døren igen... så Gud er den "voksne" der tager over. Der var den.
Jeg er ikke den der går i kirken, hver søndag - heller ikke engang i juledagene og jeg ser ham heller ikke som ham gammelfaren op i skyen. Så hvorfor al den "Gud" snak i min historie? Jo - for når det ser alle værst ud, og alt virker tungt og håbløs - så er der noget, som samler dig op og viser dig vejen. Man kan kalde det overlevelses instinkt eller noget andet. For mig er det mere alt det som ikke kan forklares - men som alligevel giver mening med tingene, selvom det hele er meningsløst. Det er en del af livet.
"Fodspor i sandet" er skrevet af Margaret Fishback Powers.