I serien "mesterlære" på DR-Tv - kan man se Bjarne Reuter fortælle om, hvordan han skriver sine historier. Han nævnte blandt andet, at hvis figuren, han skrev om, ikke stak af efter et par sider, så blev det ikke en god historie. "Stak af"? - det var en sjov måde at sige det på, men jeg oplever faktisk i den skitse/historie proces - at det faktisk stikker af. Jeg har ikke kontrol over, hvor historien ender henne, eller hvilken retning den vil tage. Det flyder ud og fortæller sådan set, sig selv. Intet har på nogen som helst tidspunkt, skulle presses ud. Det er som om, jeg selv skal til at læse en helt ny bog, som jeg ikke har læst før. Jeg har en lille anelse om hvad bogen måske drejer sig om, men jeg kender ikke historien som jeg med spænding skal til at læse. Det er en meget speciel oplevelse, som om underbevidstheden - hjertet - vil fortælle mig noget.
Kender I det, at man har et eller andet billede af en selv, som man igennem tiderne, finder ud af ikke helt holder? Enten at man har gjort sig selv bedre eller dårligere end man faktisk er? Alle sætte aftryk i tilværelsen eller omgivelserne, og mange gange er man ikke helt klar over, hvor stort et aftryk man sætter. Når man er syg, burde man blive hjemme, for ikke at smitte hinanden - men det gælder vel også, hvis man er i dårligt humør - for det smitter jo også?
Men man går jo ikke bare hen og spørge, hvorfor er du i så dårlig humør. Som regel er der noget bagved, som også kan være svært at sætte ord på.
Det tog mig mange år at finde ud af, hvorfor jeg tændte af, som jeg gjorde og desværre også nogle gange stadig gør. Men jeg er opmærksom på det og prøver at arbejde med det, selvom det er pissesvært. Svært fordi man kommer i nogle situationer, hvor man er presset - ved f.eks. ikke fik sagt fra i rette tid og med ryggen mod muren, kun kan komme væk, med et angreb. Når det sker for mig, har jeg bagefter, altid dårlig samvittighed - fordi jeg ved godt, at det som regel er mig selv, som har bragt mig i den situation. Dem der er tæt på mig, er jo ikke tankelæsere, så de kan ikke vide, hvad der hober sig op i mig - det er kun mig der ved det - så det er også mig, som skal sige fra. Jeg ser mig selv, som en nice guy, som vil være gode venner med alle, og som en "god" ven, gør man alt det, som de andre vil... men hvad med dig selv? Man skal jo også huske at være en "God ven" ved en selv.
