Min søn har fødselsdag i dag. Han bliver 19. Sjovt det lige er i dag, hvor jeg får afsluttet historien om "Buster" - og så alligevel ikke. For jeg har under arbejdsprocessen, haft lidt dårlig samvittighed over, at han ikke var repræsenteret i "Buster" fortællingen. Jeg fortalte ham det, at jeg var lidt i syv sind over det. Men som han plejer, så var han meget afklaret og svarede: "at det jo var min historie".
Han var 11 år gammel, da Buster døde. Vi sad i en rundkreds da vi skulle sige farvel til Buster på hospitalet. Buster var svøbt ind i et klæde og gik på omgang, så vi kunne sige ordentlig farvel. Nikolaus var den sidste som sad med Buster på skødet. Jeg huske tydeligt hvad han sagde til Buster som afsked. "Nu får jeg ikke lov til at være den bedste storebror nogensinde, for dig"... Jeg kunne se hans tårer dryppede ned på Buster. Det er et stærkt billede som bare har brændt sig fast i mit hjertet. En mere rørende afsked.
Det gik op for mig, i sidste uge at Nikolaus var med i historien - ubevidst. Nikolaus er drengen - drengen der manglede sin far. En han kunne spejle sig i, en som er der for ham og støtte ham i alle de ting, som kan være svært. Drengen som rækker hånden ud og ønsker en fars kærlighed. Hvis jeg ikke havde Nikolaus, så var jeg ikke kommet videre i mit liv. Uden ham, havde det hele ikke givet mening. At sidde her 7 år efter og se, hvordan han er blevet voksen, med et stort hjerte klar til at hjælpe alle dem, som har brug for hjælp. Det giver så meget mening - jeg er så taknemlig og rørt - ja jeg sidder sgu og tuder, mens jeg skriver det her. Busters død har helt bestemt forandret mig. Hans død har ført mig ind i mørket og tomhed, men det har også åbnet mit sind, fået mig til at se ting, fra en hel anden vinkel - sætte pris på de ting jeg har og ikke tage ting for givet. At man skal hjælp andre, for at kunne hjælpe sig selv! Der er altid et lys for enden af tunnelen - Nikolaus er mit lys! Tak!
