16.8.2020 - "Buster" dagbog

Jeg gik lidt i stå med historien. Den flød ikke rigtig, så jeg måtte lige droppe skitserne og lige sætte dem op side for side og se hvor hullerne var. At tegne den her tegneserie er en kæmpe rejse for mig. Der er mange lag inde i mig, der lige skal skrælles af. Lag som har sløret mit hjerte og gemt min sorg væk. Jeg har aldrig rigtig turde gå i dybden med det eller endnu værre - jeg troede jeg havde styr på det. Men jeg har bare druknet det hele i at have travlt med at få mit "normale" liv tilbage og som en gal drøne rundt i en rundkørsel, som de fleste mennesker, med sådan en hastighed, at det næsten føltes, som om jeg var i live. Men nej - jeg var stendød... Min kreativitet og skabetrang, var reduceret til noget, jeg kunne lave på rygraden - ingen sjæl, ingen gennemslagskraft. Coronaen fik mig lige til at stoppe op. Fik mig ud af min Zombie lignende tilstand. Lidt ligesom at vågne op fra en Tornerose søvn og gnide sine søvnige øjne, så jeg pludselig at jeg var helt gal på den. Så nu går jeg en helt ny vej. Jeg kan faktisk ikke se vejen, jeg må føle mig frem. Vejen er skjult af en tåge, som er så tyk, at jeg kun kan se, få meter frem. Det er lidt skræmmende, men jeg er ikke bange, mere nysgerrig - nysgerrig på hvad der pludselig dukker frem fra tågen, og hvad det kan berige mit liv med. Jeg er helt tryg. Tryg fordi jeg ved, at tågen til sidst vil lette og jeg vil se det hele lysende klart.