Stadig en vild fornemmelse, at når man sætter sig ned til tegnebordet - og ikke helt har styr på, hordan historien skal fortsætte, at den så alligevel vælter ud og man aner ikke hvor historien stikke af henne. Hvor jeg sidste uge, troede at historien skulle have et break - så blev det faktisk en ny start på historien, som giver den mere pondus.
Det at hovedpersonen, møder en dreng på samme alder, som hans afdøde søn, gi historien en masse muligheder. En dreng som savner en far, som har fravalgt ham og ikke vil kendes ved ham, kontra, hovedpersonen som gerne vil være far, men ikke har nogen at være far for. Jeg er så heldig, at jeg stadig har min store søn, som jeg ELSKER at være far for. Men jeg ville også gerne have haft meget mere tid, som far, for Buster. En anden ting, i de sider jeg i dag har skitset, har jeg ladet hovedpersonen omtale sin søn, som om han stadig var i live. Jeg har i begyndelsen, selv omtalt Buster, som om han stadig var i live, overfor fremmede. Hvis jeg omtalte ham i datid, så ville han være "rigtig" død og endnu værre - måske blive glemt. Jeg ved ikke om det er en slags forsvar - men den var svær i begyndelsen. Også når man spurgte mig: "hvor mange børn har du?" - jeg har jo 2 - selvom Buster ikke er her mere. Den var og er stadig svær at svarer på. Det nemmeste er jo at sige "1" - for han står lige der, flot og rank og i den grad med en masse fremtid foran sig. Sige jeg "2" - så bliver det mere vanskeligt og man begynder straks at forklare, hvorfor han ikke står ved siden af. Tro mig - det gør ondt, ikke at sige "2" for så er det som om han aldrig har eksisteret, men det har han - i den grad! Men det gør også ondt at tale om nummer "2", selv 7 år efter.
Det er et dilemma, som jeg må acceptere og tage gang for gang.
Comments