Søg
  • Rasmus Julius

Uge 2 på Viborg Animationsskolen

Ugens gæstelære var Aljoscha Blau. Uh - han er spændende - når jeg ser på hans hjemmeside, så kan man mærke en vis nerve i hans stil. Jeg er vild med den - og en stil, jeg ikke selv har dyrket så meget, så jeg glæder mig til at prøver kræfter, med de opgaver han stiller.


På grund af Corona'en (den skide corona!) - så var det online undervisning. Første opgave - tegne hinanden (tak til Zoom og Teams), uden at kigge på papiret - bare se og så tegne det du ser - "Blindtegning" kalder man det vist. Damn det var svært. Man mister pludselig fornemmelse, på hvor stregen startede og sluttede. Man kan vist godt se på skitserne, hvor jeg "snød" og kiggede lidt. Øvelsen går ud på at give tegningen "liv" - at disse lidt skæve streger, tilføre din tegning lidt kant. Jeg elsker det - det er en fantastisk måde at tegne på. Jeg har tit oplevet at mine skitser har en kant og liv, som tit mister magien, når jeg rentegner den. Så det give god mening med "Blindtegning".


Aljoscha er stor tilhænger af Sketchbooks, som man bruger, som en slags dagbog, bare med skitser. Gir rigtig god mening - en legeplads, hvor man kan prøve forskellige ting af, med sine streger. Vi har alle på holdet fået udleveret sådan en Skitsebog og nu skal den fyldes op med vores egne skitser. På dag 2, fik vi en model at tegne efter. Hun kom med mange fantastiske poseringer. Så det var bare at tegne løs og det skal gå stærkt - ingen viskelæder og masse af blindtegning teknik... FEEDDTT!!


Det var sjovt - men der skal øves meget mere på den disciplin. Aljoscha tegnede selv med og man kan godt se, at han er en mester i den disciplin.


Dag 3 - vi skulle ud i naturen og finde noget siv eller bambus - noget vi skulle skære til og snitte om til en slags pen, for der skal nemlig tegnes med "Siv-pen" og blæk. Interessant!

Hold da op! Hvor er sådan en siv pen, fedt at tegne med! Og så sammen med blindtegning - jamen der er så meget liv i de streger. Jeg er sidder som en 5-årig og bare tegne løs og er fascineret over alt det, jeg IKKE har styr på, af streger. Det er jo nærmest underbevidstheden, som styre pennen og blækken. Jeg er FAN!


Dag 4 - I dag skal vi arbejde med blæk OG akvarel. Akvarel - uhhhh. Den synes jeg er svær at arbejde med. Tit når jeg har brugt akvarel, så synes jeg at det hele flyder lidt meget sammen og det hele bliver bare en grå masse. Det der vand er jo satans flydende og det splatter bare.


Jeg fik en krise! Jeg må indrømme at det hele bare blev som det plejede. Det flød bare sammen. Så jeg endte med at sidde som en trodsig 5-årig, med armene over kors og ville bare ikke tegne eller male mere. En ting, var det skide reb, som modellen havde rundt omkring sig, men så snart der kom vand på det, så flød det bare sammen. Men øvelsen var faktisk, at man skal bruge sin blindtegning teknik og få en levende tegning af modellen og derefter bruge akvarellen til at fremhæve det unikke i tegningen. Så glem det med at farvelægge hele tegningen, som man "plejer", men derimod kigge på tegningen og så finde de rigtige steder, hvor akvarellen vil give tegningen værdi.

Efter modellen var gået, fik vi nogle filmklip og fotos som vi skulle tegne. Jeg begyndte at få lidt mere styr på det syntes jeg - i hvertfald, var der ikke flere korslagte arme hos mig mere den dag.


Dag 5 og dermed sidste dag med Aljoscha. Vi fik mere frie tøjler, med hvilke materiale vil ville bruge til at lave de næste tegninger i - dvs. det skulle selvfølgelig være med det, vi har brugt hele ugen på. Han startede med at vise os en video, hvor man så en danser, der trillede ned af en trappe, med en masse mimik og ansigter. Han stoppede filmen og sagde: "Tegn det her". Jeg begyndte bare at tegne en kæmpe figur midt på siden - troede nemlig at der kun skulle tegnes en tegning. Men nej - han startede filmen igen og sagde igen: "Tegn det her". For pokker, så var det var bare med, at finde de steder på opslaget der var fri og så tegne den nye tegning. Jeg håbede at der ikke blev til 50 stop i filmen. Jeg synes nu alligevel at det blev et fedt opslag.

Hvad gør man, når man ikke kan komme ud og tegne ting, pga. Corona nedlukning og kulde rekord i Danmark? Ja man bruger da bare Google Earths "Streetview" til at finde sit motiv med. Så Aljoscha bestemte, at det skulle være nede ved havnen, i Mumbay. JA hvorfor ikke - så jeg fandt et motiv, jeg syntes kunne være sjov at tegne... dvs. efter at have arbejdet en halv time med tegningen, så skrottede jeg det hele og fandt et nyt motiv. Man kan jo tage fejl. Og det blev så meget bedre - Så her er min sidste tegning fra den uge...


Tak til Aljoscha Blau, for en rigtig lærerig uge, som har åbnet mine øjne og givet mig lyst til meget mere at eksperimentere med min streg. Og mon ikke man til foråret vil se mig udenfor, med en skitsebog under armene? Jo det tror jeg vist :-)
















51 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle